
Små konsultationsrum sikrer diskretion på Amagerbro Apotek
På Amagerbro Apotek har man bygget små konsultationsrum ud af skillevægge og kraftige gardiner. Det har ikke bare skabt tryghed for borgerne men også større arbejdsglæde for medarbejderne, som oplever, at det er nemmere at etablere tillid i samtalerne.

Skillevægge fra Ikea og nogle kraftige gardiner. Det er hovedkomponenterne i de tre små konsultationsrum, som apoteker Alexander Wiberg-Hansen har etableret på Amagerbro Apotek. I de små rum er to stole og et bord, håndsprit og engangshandsker, så rummet både kan bruges til vaccinationer og medicinsamtaler. Da Alexander Wiberg-Hansen overtog apoteket for halvandet år siden, var det en af de første opgaver, han gav sig i kast med.
”Jeg kom fra Hørsholm Apotek, hvor vi havde stort fokus på medicinsamtaler. Her brugte vi vores konsultationsrum, og det var med til at skabe et trygt rum, som gav nogle rigtig gode samtaler. Derfor vidste jeg, at vi skulle finde en lignende løsning på Amagerbro Apotek,” siger Alexander Wiberg-Hansen.
På Amagerbro Apotek var der dog ikke noget konsultationsrum. Derfor blev løsningen at skabe nogle små rum i det store rum, uden at skulle ombygge hele apoteket.

Bedre samtaler
Selvom det har betydet, at de har måttet flytte nogle frihandelsvarer for at gøre plads til konsultationsrummene, så er det det hele værd, lyder det fra apotekeren.
”Mine medarbejdere oplever, at de får nogle bedre samtaler, når de sidder i et afskærmet rum. Det er nemmere at skabe den fortrolighed, som gør, at borgerne åbner op. Det kommer ikke kun borgerne til gode men skaber også en større arbejdsglæde hos farmaceuten eller farmakonomen, fordi vedkommende kan mærke, at samtalen gør en reel forskel,” fortæller Alexander Wiberg-Hansen.
Han har også selv oplevet, at det er nemmere at opfange de signaler, som borgeren sender, når man står i et roligt rum og ikke bliver forstyrret af de andre aktiviteter på apoteket.
”Når man får en pause fra skranken, og får ro til at udføre medicinsamtalen uden at blive forstyrret, så er det også nemmere at spore sig ind på borgeren og gøre samtalen relevant,” siger han. Indimellem kan det godt være, at nogle af medicinsamtalerne tager lidt længere tid, end hvis de foregik omkring skranken, men Alexander Wiberg-Hansen ser det ikke som et problem. Han ser derimod sundhedsydelserne som en vigtig investering i apotekets fremtid, og derfor skal der både være tid og faciliteter til, at de kan udføres ordentligt.
”Jeg vil hellere levere sundhedsydelser end sælge vatrondeller, og det kan ses i apotekets indretning,” siger han.

Synliggør sundhedsydelser
Fordi konsultationsrummene er en del af kunderummet, har de været med til at synliggøre, at apoteket ikke kun er et sted, hvor man henter sin medicin eller køber sin creme, men at det også er en form for sundhedsklinik.
”Jeg har oplevet, at borgerne har været nysgerrige efter at vide, hvad rummene bliver brugt til. Det betyder, at flere har fået øjnene op for de ydelser, vi kan tilbyde,” siger Alexander Wiberg-Hansen.
Han oplever, at langt de fleste borgere takker ’ja’ til at følge med hen i konsultationsrummene. ”Jeg tror, at rummene er med til at signalere, at det er en opgave, vi tager seriøst, og det tror jeg er vigtigt, hvis man gerne vil slå sig op på at levere sundhedsydelser,” siger Alexander Wiberg-Hansen.