AF: ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP
DATO: 14. FEBRUAR 2025
Afskærmning i skranken giver diskretion på Vanløse Apotek
På Vanløse Apotek skaber afskærmning i kunderummet ikke bare diskretion ved medicinsamtaler men kommer også kunderne til gode i den almindelige rådgivning

På Vanløse Løve Apotek har de ikke brug for at lede kunderne hen til et konsultationsrum eller i et stille hjørne på apoteket. Her har de nemlig omformet deres skranker til arbejdsstationer, der gør det muligt at afholde medicinsamtalerne i kunderummet uden at gå på kompromis med diskretionen. Skillevægge med lyddæmpende effekt sørger for, at man som kunde er afskærmet fra resten af apoteket, når man ekspederer recepter ved arbejdsstationerne. Idéen fik Aslan Asghari fra sin souschef, som er fra Færøerne, hvor de har en lignende løsning.
”Jeg ville gerne finde en løsning, hvor medicinsamtalerne kunne afholdes i forbindelse med ekspeditionen uden at gå på kompromis med diskretionen, og da jeg så billederne af den færøske løsning, ville jeg se, om vi kunne lave noget lignende,” fortæller Aslan Asghari.

Mission lykkedes
Den mission lykkedes, og løsningen har vist sig at fungere rigtig godt. En af fordelene er, at personalet ikke behøver at gå ned i den anden ende af lokalet for at lave en medicinsamtale. De står stadig side om side med deres kollegaer, og det betyder, at de fortsat kan sparre med hinanden, hvis der er noget, de behøver hjælp til. Kunderne har også rost løsningen.
”Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra kunderne, som synes, det er rart, at der er kommet afskærmning op. Det gælder både for de kunder, som får medicinsamtaler og for dem, som bare modtager almindelig rådgivning eller henter deres medicin,” siger Aslan Asghari.
For medarbejderne har afskærmningen også givet en større arbejdsro, fordi de ikke bliver forstyrret af, hvad der foregår ude i apoteksrummet eller ved de andre arbejdsstationer.
I forbindelse med etableringen blev der også kigget på, hvordan man kunne forbedre det fysiske arbejdsmiljø. Det betød, at der i samme ombæring blev stillet sadelstole op, som personalet kan læne sig op ad eller sidde på for bedre at kunne variere arbejdsstillinger

Glade for afskærmning
Både personale og kunder er glade for afskærmningen. Den eneste ulempe er dog, at man har ”tunnelsyn” og kun kan se lige frem, og det betyder, at man ikke har overblik over hele kunderummet.
”Medarbejderne skulle lige vænne sig til, at de har svært ved at se, om kunden er på vej hen til deres arbejdsstation, men vi er i gang med at se, om vi kan finde en løsning, hvor de kan ”se” ud i kunderummet via en lille skærm,” fortæller Aslan Asghari.
”Foruden seks arbejdsstationer med afskærmning har vi også to håndkøbskasser, som bruges til håndkøbssalg, og der har vi altid en medarbejder til at stå, så vi er sikre på, at der er en, der har overblik over hele butikken, og det fungerer godt,” fortæller Aslan Asghari.