Stadig flere apoteker vaccinerer på verdensplan

Flere lande er begyndt at benytte apoteket til at vaccinere. Det viser en ny rapport fra FIP. 22 nye lande er kommet til siden 2020. Positiv udvikling, men der er plads til forbedring, hvis apotekerne i fremtiden skal spille en endnu større rolle i vaccinationsindsatsen, konkluderer FIP.

Udland
Vaccination

 

AF: ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP
DATO: 23. AUGUST 2024

Illustration af hvilke lande i verden, hvor apotekerne vaccinerer.
Illustration af hvilke lande, der tilbyder vaccination på apoteket. De mørkegrønne lande har indført vaccination på apoteket siden 2020. De lysegrønne lande tilbød det også før 2020. 

For første gang i flere år vil ældre og risikogrupper i Danmark ikke kunne gå på det lokale apotek og få deres stik, når vaccinationssæsonen skydes i gang til efteråret. Regionerne har haft opgaven i udbud, og apotekerne blev underbudt på prisen. Det sker efter et 2023, hvor apotekerne vaccinerede rekordmange borgere i risikogruppen.

Og tendensen til at apotekssektoren inddrages i vaccinationsindsatsen ses ikke kun i Danmark. I stadig flere lande tænkes de ind i løsningen af opgaven, viser en ny rapport fra FIP (International Pharmaceutical Federation).

Alene siden 2020 er 22 lande som noget nyt begyndt at tilbyde vaccinationer på apotekerne, og der er dermed nu 56 lande, hvor der vaccineres på apotekerne. Det svarer til en stigning på 64,7 procent i perioden.

Det er en positiv udvikling, som viser, at der globalt set er kommet en større anerkendelse af, at vaccinationsopgaven kan løftes af apotekerne, og at de dermed spiller en vigtig rolle i sundhedsvæsnet, konkluderer FIP i sin rapport.

Rapporten bekræfter desuden, at apotekerne spiller en vigtig rolle ved at informere og rådgive borgerne om muligheden for at blive vaccineret, og at de på den måde er med til at fremme vaccinationsraten og dermed immuniteten i befolkningen.

Lovgivning kan spænde ben
Selvom det, ifølge FIP, er en positiv udvikling, at flere lande er begyndt at bruge apotekerne til at vaccinere, peger rapporten på, at der stadig er en række lovgivningsmæssige og regulatoriske forhold, som står i vejen, hvis apotekerne i fremtiden skal spille en endnu større rolle i vaccinationsindsatsen.

Desuden er der brug for en mere hensigtsmæssig model for, hvordan apotekerne honoreres for opgaven, lyder det i rapporten.

I takt med, at der er flere apoteker, som tilbyder vaccination, er det desuden vigtigt at sikre, at farmaceuterne har den nødvendige uddannelse i at vaccinere, og at denne fornyes regelmæssigt.

Tilfredshed blandt borgerne
Til gengæld er der i mange lande stor tilfredshed blandt borgerne med, at man kan blive vaccineret på apoteket. Det gælder blandt andet i Frankrig, Irland, Belgien, Estland, Polen, Canada og Tyskland.

I lande som Saudi Arabien, Singapore og Schweiz vokser accepten af apotekernes udvidede rolle i sundhedsvæsnet også i befolkningen, mens der i lande som Indonesien, Libanon og Malaysia stadig er en vis skepsis på området.

Antallet af lande, hvor det ikke blot er muligt for farmaceuterne at give vaccinen, men også at ordinere den, er steget. Det betyder, at man i dag kan udskrive visse vacciner til indgivelse på apoteket i omkring halvdelen af landene. I en del lande er det desuden muligt for apotekerne at rykke ud på arbejdspladser eller skoler og tilbyde vaccinationerne der.

Rapporten viser også, at der er forskel på, om borgerne selv må til lommerne for at blive vaccineret. I nogle lande er det nemlig borgerne selv, som betaler, mens det i andre er den offentlige eller private sygesikring, som står for betalingen.

Et af de områder, som er særligt vigtigt at kigge nærmere på, hvis vaccinationsindsatsen på apotekerne skal udbygges i fremtiden, er, hvordan apotekerne honoreres for indsatsen. Derfor planlægger FIP at komme med endnu en rapport senere på året, hvor de stiller skarpt på honoreringen i de forskellige lande.

Kilde: Rapporten ”Leveraging pharmacy to deliver life-course vaccination” fra april 2024.

Om rapporten

Artiklen her bygger på rapporten ”Leveraging pharmacy to deliver life-course vaccination” udgivet af The International Pharmaceutical Federation (FIP) i april 2024. Rapporten er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, hvor 77 farmaceut- eller apotekerorganisationer fra i alt 73 lande deltog samt på data fra tidligere spørgeskemaundersøgelser indsamlet mellem 2016 og 2020. Ialt er 120 lande inkluderet i rapporten.