AF: ULLA ABILDTRUP, FREELANCEJOURNALIST
DATO: 23. AUGUST 2024
Forsøg i Region Hovedstaden med udlevering af sygehusmedicin på otte lokale apoteker er så stor en succes, at der nu arbejdes på en opskalering.
AF: ULLA ABILDTRUP, FREELANCEJOURNALIST
DATO: 23. AUGUST 2024
Patienterne sparer tid og ressourcer, det samme gør sundhedsvæsenet. Sådan lyder rationalet bag et forsøg i Region Hovedstaden, hvor gigtpatienter siden sidste efterår har kunnet vælge at hente deres vederlagsfri hospitalsmedicinen på et lokalt apotek, frem for at skulle tage turen til Rigshospitalet.
Bag forsøget står blandt andre vicedirektør på Rigshospitalet Martin Magelund Rasmussen. Han er et godt eksempel på, at friske øjne på en problemstilling til tider kan være det, der skal til for at finde løsninger.
”Jeg er uddannet jordbrugsøkonom, og da jeg kom til Rigshospitalet for seks år siden, var der en del ting, som undrede mig i sundhedsvæsenet. En af dem var, at patienter er nødt til at møde fysisk op på hospitalet for at få udleveret vederlagsfri medicin i stedet for at hente den på deres lokale apotek,” siger vicedirektøren.
”Det giver selvfølgelig mening, hvis patienterne alligevel skal til eksempelvis kontrol, men i mange tilfælde kommer de blot for at hente deres medicin, og det undrede mig meget,” tilføjer Martin Magelund Rasmussen. Samme undren har apoteker Susanne Bendixen fra Sønderbro Apotek og Sydhavnsapoteket haft i mange år.
”Hvis du for eksempel bor i Næstved og har sklerose, er du nødt til at tage en fridag, når du skal hente din medicin på Rigshospitalet. Det er spild af ressourcer. Men dogmet har været, at der skulle være vandtætte skotter mellem den primære og sekundære sundhedssektor, også selvom det ikke altid var til gavn for borgerne,” siger apotekeren.
Vilje til at rive barrierer ned
Det dogme udfordrede politikerne blandt andet med sundhedsreformen i 2022, hvor en arbejdsgruppe med Danske Regioner, Danmarks Apotekerforening med flere blev bedt om at identificere områder, hvor de private apoteker kunne varetage flere opgaver og dermed aflaste hospitalerne. En af arbejdsgruppens anbefalinger lød på, at der skulle etableres et bedre samarbejde om lægemidler i sektorovergange.
”Historisk har der været forskellige interesser, og måske også fordomme, når vi taler hospitaler og private apoteker. Men de senere års fokus på nærhed betyder, at vi har nærmet os hinanden, og jeg oplever en gensidig vilje til at rive barrierer ned,” siger Martin Magelund Rasmussen.
Han og Susanne Bendixen gik sidste sommer sammen med Region Hovedstadens Apotek, Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme på Rigshospitalet-Glostrup, indkøbsselskabet Amgros samt medicindistributørerne om at afprøve udlevering af vederlagsfri sygehusmedicin fra lokale apoteker. Få måneder senere fik patienter tilknyttet afdelingen i Glostrup mulighed for at hente deres medicin på nærmeste apotek eller i en medicinboks, hvis afdelingens læge mente, det var forsvarligt.
Et stort flertal af patienterne valgte at droppe turen til hospitalet, og en brugerundersøgelse fra maj viser, at 84 procent er tilfredse med at kunne hente deres hospitalsmedicin på deres lokale apotek.
79 procent svarer, at de har oplevet afhentningen som problemfri, og 60 procent siger, at de foretrækker at hente deres medicin på apoteket.
Knaster skal ryddes af vejen
Ordningen er lige nu begrænset til én hospitalsafdeling i én region, to præparater, otte apoteker og to distributører, men endnu inden afprøvningen slutter til årsskiftet, tænker Martin Magelund Rasmussen i opskalering.
”Der er potentiale for, at tusindvis af patienter i hele landet kan få gavn af ordningen, hvis alle hospitalsafdelinger får mulighed for, at patienterne henter deres medicin på et apotek eller i en medicinboks i stedet for at komme på afdelingen. Men det kræver, at vi får de sidste knaster ryddet af vejen,” siger vicedirektøren.
En af knasterne er at få styr på omkostningerne - og især flytning af udgifterne i forhold til medicinens vej til patienten i den nye model. Betalingen til de involverede parter vil bero på en omkostningsanalyse og økonomiafklaring i løbet af efteråret, forklarer vicedirektøren.
”Jeg har understreget overfor alle parter, at en ny model for udlevering af medicin samlet set ikke må koste mere. Ellers har vi jo gjort det samlede sundhedsvæsen dyrere,” tilføjer Martin Magelund Rasmussen.
Direkte fra grossist til nærapotek
En anden knast handler om lovgivning og it-løsninger.
”Udover den model, som vi nu har vist kan fungere, vil vi gerne have lov at teste en model, hvor medicinen ikke altid behøver at gå via sygehusapoteket, men kan gå direkte fra grossist til det lokale apotek. Det vil kunne spare mange ressourcer for sundhedsvæsenet, men lovgivningen tillader ikke sådan en model i øjeblikket. Desuden skal vi have it-systemerne til at tale lidt bedre sammen, før det kan lade sig gøre,” siger Martin Magelund Rasmussen.
Derfor tester Rigshospitalet i efteråret en model uden rigtige patienter involveret.
”Projektet taler direkte ind i Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, så vi er i dialog med lovgivere og Lægemiddelstyrelsen for at få banet vejen, og Danske Regioner er meget positive,” fortæller han.
Apoteker Susanne Bendixen bakker helhjertet op om planerne.
”Vi skal sætte borgeren i centrum, og det her kan spare borgerne oceaner af tid,” siger hun.
Vi må være kreative
At medicinudlevering i højere grad skal ske på patienternes præmisser, er Rikke Løvig Simonsen, direktør for Region Hovedstadens Apotek, helt enig i.
”Patienter er ikke ens, derfor skal de også have forskellige valgmuligheder, hvis det er lægefagligt i orden. Og evalueringen har jo vist, at patienterne er vildt glade for at kunne få deres medicin på det nærmeste apotek, hvor de ofte alligevel har et ærinde,” siger hun.
Direktøren peger samtidig på endnu en fordel.
”Sundhedsfaglige medarbejdere er en knap ressource, og vi er nødt til at blive mere kreative i forhold til, hvordan vi bruger ressourcerne bedst. Ordningen her kan spare tid for sygeplejersker, farmakonomer og farmaceuter på hospitalerne, uden at vi går på kompromis med patientsikkerheden,” understreger hun.
Rikke Løvig Simonsen ser ordningen som et led i bevægelsen i retning af, at flere patienter behandles i eget hjem.
”Det er den største kulturforandring i sundhedsvæsenet i disse år, og vi skal understøtte den bevægelse,” mener hun.