Mentalisering udbredes på alle landets apoteker

Bredt kompetenceløft i mentalisering skal styrke rådgivningen på landets apoteker.Trepartsaftale mellem Apotekerforeningen,Farmakonomforeningen og Pharmadanmark skal finansiere den ambitiøse satsning.

Mentalisering
Samarbejde

AF: TRINE GANER
DATO: 31. MARTS 2023

Apotekssektorens tre organisationer er sammen om mentaliseringsprojektet
FÆLLES FRONT. Apotekssektorens tre organisationer står sammen bag beslutningen om at udbrede den mentaliserende kommunikation på landets apoteker. Her formand for Pharmadanmark Tanja Villumsen (tv.), formand for Apotekerforeningen Jesper Gulev Larsen og formand for Farmakonomforeningen Ann-Mari Grønbæk. FOTO: LIZETTE KABRÈ

Rådgivningen på landets apoteker skal styrkes gennem en ambitiøs kompetenceudvikling af hele apotekssektoren. Det står klart, efter at Apotekerforeningen, Farmakonomforeningen og Pharmadanmark er blevet enige om sammen at finansiere et projekt, der i løbet af de næste år skal udbrede den
mentaliserende tilgang på landets apoteker.

Mentalisering går ud på at styrke apotekspersonalets evne til at møde borgerne der, hvor de er. Det handler om at kunne forstå og tale om netop det, der er vigtigt for den enkelte, så apotekspersonalets lægemiddelfaglige viden kan skabe mest mulig værdi. Formand for Apotekerforeningen Jesper Gulev Larsen er glad for, at det er lykkedes at samle sektorens tre foreninger om det ambitiøse projekt. 

”Jeg er stolt over og glad for, at vi og personaleorganisationerne går sammen om at styrke apotekernes rådgivning. Med beslutningen tager vi et fælles ansvar for at sikre og udvikle kvaliteten i vores sektor. Rådgivning er vores kerneydelse. Med det her initiativ sætter vi barren højt, og det er en vigtig strategisk satsning for os,” siger Jesper Gulev Larsen.

Bygger oven på fundament
Den mentaliserende tilgang ligger, ifølge formanden, i naturlig forlængelse af apotekernes mangeårige arbejde for at udvikle og sikre rådgivning af høj kvalitet.

”Mentalisering er et værktøj, som bygger oven på det stærke lægemiddelfaglige fundament, vi har på apotekerne. Som en del af sundhedsvæsenet skal vi løbende sikre, at vores viden formidles, så den giver værdi for borgerne. Det er mentalisering et godt værktøj til,” siger Jesper Gulev Larsen.

Han bakkes op af Farmakonomforeningens formand Ann-Mari Grønbæk, som kalder aftalen flot og vigtig.

”Jeg er oprigtig glad for, at de tre foreninger er enige om det her. Forløbet gør deltagerne bedre til dialog med kunderne og til at sætte sig i kundernes sted. Det sætter fagligheden mere i spil. Jeg håber virkelig, at rigtig mange apoteker vil benytte sig af tilbuddet, som er et stort skridt i den rigtige retning!,” siger Ann-Mari Grønbæk.

Også i Pharmadanmark er der, ifølge formand Tanja Villumsen, glæde over aftalen.

”Vi er glade for, at projektet omfatter alle på apoteket, og at både ledere og apotekere deltager. Herved får apoteket et fælles sprog til bedre dialog med kunderne, så deltagernes faglighed kan komme bedre i spil. Og så skal man aldrig undervurdere, at et fælles projekt gør noget ved arbejdsglæden, og dermed også for arbejdsmiljøet,” siger Tanja Villumsen.

Dokumenteret effekt
Når det netop er den mentaliserende tilgang, som er valgt, er det ikke mindst fordi, den er afprøvet på kurset ”Stil skarpt på rådgivning – forstå kunden og dig selv gennem mentalisering," der har fået flotte evalueringer og har vist dokumenteret effekt.

Målinger viser, at deltagernes mentaliseringsevne er forbedret signifikant efter deltagelse i kurset, og i evalueringerne giver deltagerne selv udtryk for, at de oplever, at de i højere grad tager udgangspunkt i borgerens perspektiv.

En anden dokumenteret effekt af kurset er øget tilfredshed og arbejdsglæde hos de medvirkende farmakonomer og farmaceuter. En deltager siger i evalueringen:

”Jeg bruger det til at gøre det langt sjovere at være i skranken, da jeg kan udfordre mig selv og arbejde på at blive endnu bedre til at aflæse kunderne og få gode samtaler. Det giver mig afveksling og gode oplevelser. Det er en succes, når kunden forlader apoteket klogere på sig selv og sin medicin.”

Vigtigt argument
At den mentaliserende tilgang, udover at løfte rådgivningen til gavn for medicinbrugerne, øger arbejdsglæden hos medarbejderne, er, ifølge formand Jesper Gulev Larsen, endnu et vigtigt argument for at udbrede metoden.
 
”Hvis vi på apotekerne skal gøre os gældende i den skærpede konkurrence om fremtidens medarbejdere, skal vi kunne tilbyde jobs, hvor medarbejderne kan udvikle sig og bruge deres faglighed. Her har kompetenceløftet i mentalisering vist sig at give mulighed for netop det,” siger Jesper Gulev Larsen.
 
Læs meget mere om den store faglige satsning, de praktiske oplysninger om uddannelsesforløbet og de enkelte kurser på medlemsnettet.
 
Det første tovholderkursus afholdes i maj. Apoteket tilmeldes uddannelsesforløbet ved, at apotekeren tilmelder sig på Pharmakons hjemmeside

Hvad er mentalisering?

  • Mentalisering handler om at forstå følelser og adfærd – både hos en selv og dem, man er sammen med.
  • Mentalisering beskriver evnen til at forstå de tanker, følelser og behov, der ligger bag det, vi selv og andre siger og gør – og dermed evnen til at forstå eget og andres sind.
  • Tilgangen bruges allerede af andre sundhedsprofessionelle til at opnå en bedre relation til patienten.

Udrulning af mentalisering på apotekerne

Tilbuddet til apotekerne kommer til at bestå af tre dele:

  1. Uddannelse af tovholdere: Der uddannes minimum to medarbejdere pr. apotek, gerne en farmaceut og en farmakonom. De vil få viden og kompetence i det mentaliserende mindset, mentaliserende kommunikation og apotekspraksis, så det kan omsættes til praksis i dialogerne med borgere på apoteket. Desuden bliver de tovholdere for det videre forløb med implementering af kundecentreret kommunikation lokalt på apoteket.
  2. Kursus til ledere: Der tilbydes et kursus for apotekere, souschefer eller filialledere om mentalisering og kommunikation. Formålet med kurset er, at lederne får en indsigt i udvalgte emner fra uddannelsen, så de, sammen med de uddannede tovholdere, kan facilitere en ændring af praksis om kundecentrering i dialogerne på apoteket. Kurset vil udover indsigt i de udvalgte emner også fokusere på, hvordan mentalisering kan benyttes som ledelsesredskab.
  3. Forløb for apoteket: For at understøtte ændringen i praksis på apoteket indgår det enkelte apotek i et lokalt fælleskursus ledet af tovholdere, ledelsen og Pharmakon. Apotekerne har forskellige behov, og derfor vil indholdet af fælleskurset blive aftalt med ledelse og tovholdere.
Udviklingen af forløbet bygger på erfaringerne med uddannelsen ”Stil skarpt på rådgivning – forstå kunden og dig selv gennem mentalisering," der er udviklet i samarbejde med sprogpsykologer fra Københavns Universitet, apotekspraksisforskere fra Pharmakon, patientrepræsentanter fra Patient in Focus og apoteksansatte fra udvalgte apoteker.