Medicingennemgang minimerer fejl i Vejle kommune

Medicinhåndtering
Samarbejde

AF: KIM ANDREASEN
DATO: 31. MARTS 2023

Medicingennemgang
FOTO: ANDREAS BANG KIRKEGAARD

SOM EN DEL AF samarbejdet mellem Vejle Gorms Apotek, Egtved Apotek og Vejle Kommune har apoteket foretaget godt 100 gennemgange af medicinen hos borgere på kommunens plejecentre og i hjemmeplejen.

Det er farmaceut Kirishana Rajakulendran fra Vejle Gorms Apotek, der har været projektkoordinator, og det er også hende, der har udført en del af medicingennemgangene. Hun fortæller, at gennemgangene er foretaget i hele kommunen, og når apotekerne har været på besøg på plejecentre og hjemmepleje, har man set på fire borgeres medicin pr. sted.

“Vi tager udgangspunkt i borgernes FMK, og sammen med plejepersonalet kigger vi deres aktuelle ordinationer grundigt igennem for at se, om der for eksempel er interaktion, om der er medicin, der bør seponeres, om de får dobbeltdoseringer, eller om der er noget medicin, der ikke virker, som den skal," siger Kirishana Rajakulendran.

Nogle borgere oplever også bivirkninger, som en medicingennemgang eventuelt kan afhjælpe.

“Jeg havde en borger, som havde været indlagt i perioder med en smertefuld urinretention, hvor man kunne ikke finde ud af, hvad det skyldtes. Så fandt vi ud af, at hun fik det efter opstart af antipsykotisk medicin, som netop gav den bivirkning. Da vi fik det seponeret, fik hun det bedre. Det er enormt fagligt tilfredsstillende at kunne være med til at forbedre livskvaliteten for en borger på den måde," siger Kirishana Rajakulendran.

Medicingennemgangen har ifølge Heidi Have, seniorchef for plejecentrene i Vejle Kommune, givet personalet nogle gode inputs til at arbejde med håndteringen af borgernes medicin.

“Det har været gavnligt for os, og vi har været tilfredse med samarbejdet. På nogle af centrene er de således ved at vurdere, om der er basis for at tilkøbe noget lignende - alt afhængig af prisen naturligvis," siger Heidi Have.

Det er også Kirishana Rajakulendrans indtryk, at kommunen har været glade for samarbejdet.

“Medarbejderne bruger også vores tilbagemeldinger og observationer til selv at finde ud af, hvordan de skal gøre i lignende situationer hos andre borgere. På den måde spredes resultaterne af vores medicingennemgange til gavn for alle borgere på plejecentre og i hjemmeplejen," siger hun.

FAKTA: Vejle Gorms Apotek og Egtved Apotek

Ydelse: Gennemgang af medicin hos borgere


Hvor: Plejecentre og ældrepleje


Omfang: 100

Styrket medicinhåndtering i kommunerne

  • Apoteker landet over har i de seneste måneder hjulpet 20 kommuner med at styrke medicinhåndteringen på plejecentre, bosteder og i hjemmeplejen.
  • Ud over et obligatorisk grundforløb, der består af tre dages undervisning, har nogle kommuner valgt at indgå aftale med apoteket om andre ydelser.
  • På de kommende sider dykker vi ned i tre af disse samarbejder og spørger blandt andet medarbejdere på de kommunale institutioner om, hvad de har fået ud af ydelserne medicinsupervision, medicingennemgang og kvalitetssikring af medicinhåndtering.
  • I foråret gennemføres evaluering og analyse, hvorefter erfaringerne fra de mange samarbejder formidles og nyttiggøres.